Lana Del Reys nye album forklarede: her er hvorfor du skal lytte til det

Som mangeårige lyttere af Lana Del Rey kan vi være berettiget til at irritere vores samtalepartnere. Du undrer dig måske over hvorfor, men svaret er ikke så enkelt. Hvad der dog er klart er, at kunstneren har været igennem hårde forandringer, og den offentlige mening har altid haft noget at sige om hendes karriere. Da hun først dukkede op med "Video Games", var alle fascineret af mystikken omkring hende. Men efter en klodset SNL-optræden i 2012, lammet pressen og internettet hende, hvilket gjorde hende til et yndet mål for det kulturelle øjeblik. På trods af dette var hendes store debutalbum Born To Die en kæmpe succes, og singlen "Summertime Sadness" klatrede hurtigt op på Billboard Hot 100 og forblev hendes hidtil højest performende single. Siden da er hun blevet et kult-popikon med en hengiven fanbase, der fortsætter med at udløse kritik fra hendes modstandere.

Gennem sin karriere har Lana Del Rey oplevet mange op- og nedture i offentligheden, hvilket har gjort hende til en favorit blandt mangeårige lyttere. På trods af kontroversen har Del Rey omfavnet sin unikke stil og påvirkninger fra midten, tydeligt i hendes ni LP'er og en poesibog. Interessant nok har hendes tidlige diskografi fundet et nyt publikum blandt yngre generationer, hvor hits som "Born To Die" og "Ultraviolence" bliver brugt i virale TikTok-videoer. Del Reys lyd har også udviklet sig over tid og bevæget sig mod en ukonventionel stil, der trodser genrekonventioner og lægger vægt på historiefortælling frem for omkvæd eller hooks. Hendes seneste album, Did You Know That There's a Tunnel Under Ocean Boulevard, føles som en samtale med en velkendt ven, fuld af tangenter, eftertrykkelige pointer og modsætninger. Lad os læne os tilbage og nyde turen, mens Lana tager os med på en rejse gennem sin musik.

Albummets åbningsnummer byder på et gospelkors harmoniske lyd, da Del Rey sætter scenen for de temaer, der har optaget hendes sind. Den rige melodi bygger op til et kraftfuldt kor af stemmer, der spørger, hvordan efterlivet er.

Et af de mere tilgængelige numre fra albummet, der udkom i december, er den første single. I denne sang demonstrerer Del Rey sin evne til at omdanne følelser, som folk måske tøver med at udtrykke, til tekster. I A&W præsenterer Del Rey en hymne, der taler til hendes kampe gennem hele hendes karriere. Hun udstråler både selvtillid og træthed, og omtaler frimodigt sig selv som en "amerikansk hore" og konfronterer den kvindehad, hun har været udsat for gennem årene. Anden halvdel af sangen er særligt fængslende, da Del Reys vokal smelter sammen med et hypnotisk trap-beat, hvilket skaber en uimodståelig sang. Dernæst hører du Judah Smith Interlude: da albummet byder på en rystende overgang, hvor en megakirkeprædiken af pastor Judah Smith er lagt over Del Reys fnisen og mumlen, hvilket skaber en intens og desorienterende effekt.

Candy halskæde er den næste, og Jon Batistes sjælfulde energi er tydelig i dette nummer. Den tilbagevendende klavermelodi er ikke kun introspektiv og følelsesladet, men når den parres med Del Reys gentagne omkvæd, bliver den en iørefaldende melodi, der kan blive i dit hoved i timevis. Pas på sætningen "slikhalskæder", der spiller på gentagelse i dit sind. Del Reys sangskrivning har taget en mere personlig drejning siden hendes sidste album. "Kintsugi" er en melankolsk og nærmest begravelsessang, der reflekterer over døden og sorgprocessen. 'Fingertips' er en glimrende illustration af Del Reys evne til at forvandle sine personlige refleksioner til ekspansive og fængslende ballader. Det er, som om hun læser højt fra en privat dagbog.

Paris, Texas er den korteste sang på albummet, og den har den mest konventionelle struktur. Melodien lyder som de sarte toner i en spilledåse, og de nostalgiske tekster taler om at efterlade ting. Det er den slags nummer, du ville spille, mens du stirrede ud af vinduet og føler dig melankolsk.

I 'Let the Light In' fremviser Del Reys samarbejde med Father John Misty deres komplementære stilarter, hvor Mistys folkagtige rocklyd blander sig problemfrit med Del Reys karakteristiske crooning. Det er ingen overraskelse, at dette nummer er en favorit at have på repeat.

Margaret (ft. Bleachers) vil få dig til at græde, og i Fishtail viser Del Rey sin alsidighed, mens hun eksperimenterer med autotune med stor effekt. Tilføjelsen af en bas forstærker hendes lune vokal, hvilket resulterer i et nummer, der er både intimt og dansbart. Del Rey slår sig sammen med den eksperimenterende rapper Tommy Genesis i en lummer og legende sang, der helt sikkert bliver et hit. Nummeret ser Del Rey vende tilbage til de flirtende og legende melodier, der gjorde hende berømt, og kombineret med Genesis' smittende refræn er det en klar vinder.

Til sidst afsluttes albummet med et overraskende twist, da det sidste nummer er et smukt forklædt remix af en tidligere udgivet sang, "Venice Bitch." Remixet er rigt lagdelt, hvilket skaber en frisk ny lyd, samtidig med at det signalerer Del Reys vækst og udvikling som en kunstner, der omfavner sin arv.